MarcoPolo

SummiT

Download summIT_sep03.pdf

overvågning/kreativitet

Jeg har lige tygget mig igennem Foucaults "Overvågning og straf" og tænker på perspektivet til BSC og kreativitetsfremmende stsytemer. I den forbindelse kommer jeg i tanke om 2 historier fra mit virkelige liv.

Jeg har en bekendt, som arbejder med psykisk belastede unge og ældre. En af dem er pt i åben fængsel. Det viser sig at der er uafbrudte forsyninger af såvel hash som rygeheroin og oven i købet til lavere priser end de gængse på markedet. Der er også forsyninger selv om det øvrige marked er tomt.

Interessant er det jo, at fængslet lader distributionen køre uden indblanding, sandsynligvis nok for at undgå organiseret illegal handel og tilhørende merkriminalitet og magtalliancer. Vej at lade handlen passere opnår de en "legal handel" på mange hænder, en handel båret af netværk. Vi er i samme båd og skal hjælpe hinanden. Tænk hvis vi anvendte BSC på denne handel, hvad ville vi så opnå. Prisen ville sandsynligvis stige, da vi skulle nå en bestemt omsætning, og magtballancen ville sandsynligvis ændre sig, da det er nogle der bestemmer resultat og strategi, et hieraki ville opstå frem for et ligeværdigt netværk.

En anden interessant historie er, at jeg for noget tid siden deltog i et rollespil, som handlede om, hvordan man kunne formidle medicinens gavnlige virkning, så patienterne ville modtage den. Rollespilsføreren fik lavet en så lukket institution, så det mindede om et fængsel. Vi var 3 deltagere, som brugte al vor energi på flugt, hvordan kunne vi slippe ud af disse stramme rammer, og vi var ret kreative. Rollespilsføreren nåede aldrig til at formidle sit budskab, da han havde fået kreeret så stramme rammer omkring os, så vi brugte al vor opmærksomhed på at snyde, slippe ud, lave alliancer. På et tidspunkt, da rollespilsføreren var på toilettet, besluttede vi faktisk at give ham tæsk. Her stoppede vi spillet.

Interessant var det, at opleve på egen krop, hvad en meget stram ramme gjorde ved os, interessant perspektiv i forhold til BSC og kreativitetsfremmende processer. Måske vi bare skal lave fængslende stramme rammer, så bliver der plads til kreativitetsfremmende systemer, måske ikke lige med de planlagte mål som resultat, men måske med brugbar innovation????

Lisbeth

Om narrativer og Storytelling

Hvad er det egentligt, der virker og ikke virker i narrativer?

Robert McKee underviser i "screenwriting" i Los Angeles, og hans studerende har skrevet, instrueret og produceret mange af de store hits fra Holllywood. Han blev interviewet i en artikel i juni i Harvard Business Review om, hvorfor og hvordan ledere og organisationer skal bruge narrativer. For McKee udtrykker en fortælling hvordan og hvorfor livet forandres. I begyndelsen af historien er livet i balance, så optræder en begivenhed - an "inciting incident" som kaster livet ud af balance. Herefter fortsætter fortællingen med at beskrive, hvordan hovedpersonen kæmper for at komme tilbage i en ny balance, på trods af de kræfter, der trækker i den modsatte retning. Den gode historie handler ikke om at fortælle en frastart-til-slut historie om, hvordan resultaterne lever op til forventningerne. Det er kedeligt og banalt. I stedet skal den vise kampen mellem forventninger og realitet i al dens ækelhed. Fortælleren skal sætte problemet i forgrunden og så vise, hvordan han overvinder dem. En fortælling om det positive billede bærer ikke igennem. Energien til at leve kommer fra den mørke side. Når vi kæmper mod de negative kræfter, tvinges vi til at leve mere dybt og helt.McKee mener også, at skepsis er et andet vigtigt princip for en fortæller. Skeptikeren forstår forskellen mellem det, der står i teksten og det der står mellem linierne. Skeptikeren jager efter sandheden under livets overflade, vel vidende at de rigtige tanker og følelser i organisationer og hos individer er ubevidste og u-udtrykte (vel det, som vi i andre sammenhænge kalder for tavs viden).

Projekteres disse store tanker ned på den lille historie om Martin og bestyrelsesmødet, kan vi se nogle af de samme karakteristika. Martin fungerer egentlig godt i sit job som direktør, livet er i balance, blot han kan redegøre detaljeret for det økonomiske regnskab. Så kommer forstyrrelsen ind, i form at et par nye bestyrelsesmedlemmer, som ikke lader sig nøje med den gamle vante tilstand i firmaet. Martin er frustreret og skeptisk over for det nye men går alligevel i gang med at omsætte galskaben til noget meningsfyldt, og ender med at glæder sig til at komme igang. Historien kommer på en måde til at fungere som spejl for semestergruppens diskussioner, både i form af Martins skepsis over for videnregnskaber og virtuelle værktøjer og i form af de nye bestyrelsesmedlemmers begejstring over for samme. Dermed bliver både skepsis og begejstring gjort legitimt i semestergruppen, og det bliver sat ind i en handlingsorienteret og fremadrettet kontekst.

Kaare

Godt input vedr. narrativer og et fint perspektiv til vores oplevelser i sem.gruppen. I dramaturgien arbejder man tilsvarende perspektiver, hvis ikke spændingsfeltet mellem det gode og det onde er til stede, så kan historien bæres af genkendelses og identifikationsspiralen f. eks Nikolaj og Julie eller Matador. Men det er ikke just det perspektiv som har kendetegnet gruppens opgave.

Lisbeth

opgave

Kære Alle

Håber I har det godt, er på forkant med semesteropgave, at alt kører på skinner. Vi havde jo aftalt at bruge webloggen under skriveriet. Da jeg endnu ikke har fået skrevet noget, så bliver det bare ved denne hilsen

Ha det godt

Lisbeth

Faglig chat 24. oktober

22/10/03
12:39 - John K. Christiansen
Hi

24/10/03
10:46 - Lisbeth Munkager
martin, er du mon her?

10:47 - Lisbeth Munkager
næ, så vender jeg tilbage 11.30

11:26 - Madeleine Wirenfeldt
Kære Alle på chatten, efter at have læst Johns kritik fremgår det tydeligt for mig at vi skal fokusere vores problemstilling næstsidste side: vil vi fokusere processen om at forankre videnregnskabet via IT eller skal vi gå efter læreprocessen? på den ene side er det to sider af samme sag men jeg oplever alligevel at når vi snakker sammen er det processen i læringen og videnregnsakbet er mere et eksempel i en udaf mange mål som en organisation har... Så skal vi gå efter processen og holde videnregnskabet som et eksempel men nedtone selve regnskabet. Det har vi jo egentlig leget med på 1. semester og kan trække på erfaringerne der.

11:30 - Madeleine Wirenfeldt
hej marianne

11:31 - Madeleine Wirenfeldt
hej john

11:32 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:30 - Madeleine Wirenfeldt 'hej marianne...')
Hej Madeleine
På baggrund af John og Lars tilbagemeldinger har jeg skrevet følgende refleksion - jeg vil lægge ind på bloggen:Bloggen her er primært tænkt som Marco Polos tredje øje – en metarefleksion på vores proces i semestret. Vi lægger individuelle læringspunkter og refleksioner op og håber vi når at få gjort bloggen levende i den sidste uge vi har – så vi kan uddrage læringspunkter fra MarcoPolos tredje øje til eksamen.

Det er vores ambition at bloggen skal have en identitet som understøttes af opsætningen og gør det overskueligt for brugere, hvad ’meningen’ er.
Derfor lægger vi en introduktion til vores kontekst ind og forestiller os at vi fortløbende lægger ’resultater’ og ’produkter’ fra vores arbejdsproces ind som en digital portefolio for vores opga-ve.
På denne måde bliver bloggen vores eksperimentarium, selv om vi sideløbende afprøver krea-tivitets- og samarbejdsfremmende systemer perspektivereret af vores narrativ og teoretiske ramme.
I den parallelle arbejdsproces bruger vi de virtuelle rum på Sitescape og Interwise.
Refleksioner og læringspunkter herfra vil også komme op på bloggen.

Vi inviterer udover MMD holdet, coaches og evt. andre fra vores virksomhedskontekster og samarbejdsflader til at kigge med og kommentere. Det er klart – tiden taget i betragtning – ikke en ægte on-going proces, men mon ikke vi alligevel kan trække nogle spor?

11:32 - John K. Christiansen (Re: 11:31 - Madeleine Wirenfeldt 'hej john...')
hej Madeleine - godt at min feedback er forstået - og ikke mis-forstået

11:33 - Madeleine Wirenfeldt
john, kan du give os en mere klar retning på problemformuleringen

11:34 - John K. Christiansen (Re: 11:32 - Marianne Blaedel Karlshoej 'Hej Madeleine...')
Det ser flot ud - og ambtiøst - kan I nå alt det?

11:34 - Lars Ginnerup
I har lagt flot op, og mangler nu bare at lægge til Kaj?

11:34 - John K. Christiansen (Re: 11:33 - Madeleine Wirenfeldt 'john, kan du give os en mere klar retning ...')
AV - det er svært - jeg finder den lige frem her

11:35 - Madeleine Wirenfeldt
det finder vi udaf på søndag, hvoe vi alle ses. Kan I hjælpe med at skære kagen ned i stedet for sige at det er formeget

11:35 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:34 - John K. Christiansen 'Det ser flot ud - og ambtiøst - kan I...')
Det er vi faktisk igang med -
vi står nu og skal have taget hul på procesdesignet

11:36 - Lars Ginnerup
Jeg synes som skrevet til jer i morges IKKE, at I skal bruge tid på opsætning af bloggen-. Procesdesign derimod er vel, hvad der tiltrænges. Det kunne være produktet af jeres refleksionsproces.

11:36 - John K. Christiansen (Re: 11:33 - Madeleine Wirenfeldt 'john, kan du give os en mere klar retning ...')
I lægger meget stort ud med at undersøge forandkringen af videnregnsskaber i organisationen - kan det blive mere specifikt?

11:36 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:36 - Lars Ginnerup 'Jeg synes som skrevet til jer i morges IKKE, at...')
Hvad mener du med opsætning af bloggen - i forhold til det indlæg jeg startede med?

11:37 - Madeleine Wirenfeldt
Dermed lægger du op til ar det er læreprocessen og ikke så meget videnregnskabet vi skal koncentrere os om eller ?

11:38 - Martin Aabak (Re: 11:26 - Madeleine Wirenfeldt 'Kære Alle på chatten, efter at have læst Johns kritik...')
Hej Alle, jeg bryder ind et tilfældigt sted tror jeg, men anyway. Jeg er eing med Medeleine - at vi konceterer os om at gå efter processen og holde videnregnskabet som et eksempel men nedtone selve regnskabet.

11:38 - Madeleine Wirenfeldt
sig noget lars og john ha ha

11:39 - Lars Ginnerup
Med procesdesign mener jeg, at I kan fremlægge guidelines for, hvordan man kan speede processen med at lave et videnregnskab op vha. collaboration systems. Videnregnskaber tager megen tid at lave, men I ved jo, hvad det går ud på.

11:39 - John K. Christiansen (Re: 11:35 - Madeleine Wirenfeldt 'det finder vi udaf ndag, hvoe vi alle ses....')
Altså - konkret - tager i fat på alæle de tre områder - konsulenterne - strategi på rejsen og opdagelser?(hvis ja, så skal der nok fravælges en del emner under hver af de tre - jeg ved ikke hvad i har lavet på dem pt, derfor er det svært at vælge for jer!!

11:40 - John K. Christiansen (Re: 11:38 - Martin Aabak 'Hej Alle, jeg bryder ind et tilldigt sted tror jeg,...')
Ja, brug VR som et eksempel på et område hvor I mener at kunne gøre en forskel -

11:40 - Lars Ginnerup
Jeg er enig med John. Sprogligt er jere oplæg meget tilfredsstillende som narativ osv. Måske skal I vælge at forfølge konsulenternes mulighed for at diske op med et proesdesign?

11:41 - Lisbeth Munkager (Re: 11:36 - Lars Ginnerup 'Jeg synes som skrevet til jer i morges IKKE, at...')
Jeg er enig med Lars at en opsamling på den proces vi selv har været igennem, reflektioner over hvordan og hvad det har gjort ved os at spadsere rundt i de refelksive responsive systemer, hvad har virket åbnende og hvornår har vi haft brug for ramme/styring. Mariannes siidste opsamling synes jeg er et meget godt bud på, vores bevægelse fra stor åbenhed til mere struktur

11:41 - Madeleine Wirenfeldt
Jeg læser at I prioriterer vores 1 afsnit mest på sidste side

11:42 - John K. Christiansen (Re: 11:40 - Lars Ginnerup 'Jeg er enig med John. Sprogligt er jere opg meget...')
Under "strategi på rejsen" er der mange interessante ting på banen, Weick Stacey, Nonaka - måske kunne man vælge et hovedsynspunkt her - eller sætte en i gruppen til at lave en historie hvor de alle tre inddrages - bare for at teste om de har noget at sige hinanden

11:42 - Lars Ginnerup
Til Marianne. Dit tidligere indlæg er alt for langt og kompliceret til dette medium, og jeg mener også, at du tager for meget for givet, da der kun er få dage tilbage inden aflevering.

11:42 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:38 - Martin Aabak 'Hej Alle, jeg bryder ind et tilfældigt sted tror jeg,...')
Hej Martin -velkommen til

Jet tænker at vi kan gribe fat i læreprocessen omkring vidensregnskabet. Hvis vi går ind i narrativet er vores opgave som konsulenter nu at tage et møde, hvor vi lægger et procesdesign op. Hvilke processer kan vi anbefale, hvilke milepåle, hvílke spilleregler for processen. Hvilken rollefordeling osv. Vi kan bruge guidelines for vidensregnskaber og udforske 'man' i dem. Hvem er man og perspektivere til Stacey som vi skriver i midvejsrapporten


11:42 - Lars Ginnerup
Interessant gået, Marianne

11:43 - Martin Aabak (Re: 11:40 - Lars Ginnerup 'Jeg er enig med John. Sprogligt er jere oplæg meget...')
Chatten ligger lidt skidt ift et internt møde - men jeg vil prøve at følge med så godt som muligt. Måske er jeg nød til at gå lidt ind og ud af rummet?! Vi får de

Det er da tanken som jeg har forstået gruppen sidste diskussion på dette punkt - det er konsulenterne der skal beskrive designet og der er her medarbejderen i narrativet spiller en central rolle i processen - hvordan virker konsulenterne forslag og initiativer på implementering af videnregnskabet og hvordan inddrages de og deres vidensgrundlag bedst muligt. i dette arbejde


11:43 - John K. Christiansen (Re: 11:41 - Madeleine Wirenfeldt 'Jeg ser at I prioriterer vores 1 afsnit mest ...')
Måske har du ret - men også på sidste side rejses der flere spørgsmål - kan I vælge et af dem som det primære - som I vil fokusere på?

11:44 - Lars Ginnerup
På sidste årgang arbejdede grupperne i langt højere grad med rollefordeling, selv om det giver en uegal karakter af det skrevne produkt. Dvs. at ogen tog sig af noget, andre af nadet. Men I virker som en storfamilie åp Christiania, hvor ale skal deltage i alle belsutninger eler hvad?

11:44 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:42 - Lars Ginnerup 'Til Marianne. Dit tidligere indlæg er alt for langt og...')
Det er ok - indlægger er sikkert for langt - det kommer på bloggen, jeg er bare ikke så nervøs for at vi ikke når det som du er.

11:45 - Lars Ginnerup
Kære Madeleine, vi kan netop ikk vælge for jer. Det eren poite i coaching, at ansvarlighed forudsætter, ta man selv foretager et valg.

11:45 - John K. Christiansen
Lidt arbejdsdeling - for at få skrevet noget ud - og teste hvad der er hot and not - ville være en metode lige NU

11:45 - Marianne Blaedel Karlshoej (Re: 11:44 - Lars Ginnerup 'På sidste årgang arbejdede grupperne i langt højere grad med...')
Vores helt klare spændende måde at samarbejde på - med stort improvisationsfelt. En svaghed vi har været helige at vende til en styrke indtil videre

11:45 - Madeleine Wirenfeldt
et fokus punkt i videnregnskabet er vel at bygge en fælles metafor op for organisationen derfor føles Weick rigtig og de andre mere som oplæg til vidensdaling og kreativitet af ny viden

11:46 - Madeleine Wirenfeldt
den gik desværre ikke æv

11:46 - Lars Ginnerup
OK OK

11:46 - Lars Ginnerup
Madeleine, du er for hurtig ved væven!

11:46 - Madeleine Wirenfeldt
til lars, den gik desværre ikke æv

11:47 - Lisbeth Munkager
enig endvidere har vi en glimrende arbejdsfordeling og selv på Christiania sker der spændende ting

11:48 - Lars Ginnerup
Altså, jeg bekymrer mig meget lidt for denne gruppe pga. jeres fortælletalent. Lisbeth, jeg forsøger blot at kommunikere hurtigt og effektivt. Jeg kunne ligesågodt have refereret til noget helt andet unævneligt!

11:48 - John K. Christiansen (Re: 11:47 - Lisbeth Munkager 'enig endvidere har vi en glimrende arbejdsfordeling og selv ...')
Ok - men vi peger måske på - at når det spidser til, kan det være en fordel at få sat nogle skibe i søen - dvs lade flere både (forslag/temaer:læs: afsnit i projektet) forlade kysten - og få aftestet om de er bæredygtige, holder vand - eller er nogle plimsollere

11:49 - Martin Aabak
Jeg har mistet tråden. Så jeg spinder en ny. Hvilken kvaliteter er der i en god proces?

11:49 - Madeleine Wirenfeldt
vi vil gerne høre det unævnelige...

11:49 - Lars Ginnerup
For mig er spørgsmålet, hvordan man med fordel vha. CSCW kan skabe en dynamisk videndeling også omkring selve videnregnskabet!

11:49 - Lisbeth Munkager
vi har tillid til at vi får skabt en fantastisk plimsoller i alle tilfælde viden om hvad der duer og ikke duer og vi tester på egen krop på livet løs

11:50 - Lars Ginnerup
Det unævnelige er ikke for børn, Madeleine

11:50 - John K. Christiansen (Re: 11:49 - Lars Ginnerup 'For mig er srgslet, hvordan man med fordel vha. CSCW...')
Jeg trode gruppen her ville være kreative omkring VR designet - eller hur?

11:50 - Martin Aabak (Re: 11:50 - Lars Ginnerup 'Det unævnelige er ikke for børn, Madeleine...')
Sig´ det så

11:50 - Lars Ginnerup
Kvaliteterne i en god proces afhænger af kontekstet, men for mig er det i forretningsverdenen speed. speed is better than perfection.

11:51 - Marianne Blaedel Karlshoej
Vi har eksperimenteret en del med brugen af Interwise til løsning af vores opgave - her mangler vi at reflektere. Vi kan helt sikkert hente viden fra vores egen proces i Interwise som vi kan lægge ind i et nyt narrativ i narrativet.

11:51 - Lisbeth Munkager
nu er niveauet sgu for højt for mig

11:51 - Madeleine Wirenfeldt
Jo men vil bare vægte VR som eksempel og gå mere efter processen efter hvad vi har været "udsat" for idag

11:52 - Martin Aabak (Re: 11:50 - Lars Ginnerup 'Kvaliteterne i en god proces afhænger af kontekstet, men for...')
Enig!

11:52 - John K. Christiansen (Re: 11:50 - Lars Ginnerup 'Kvaliteterne i en god proces afnger af kontekstet, men for...')
andre ville sige, at processen skal være fokuseret på læring og målrettethed - dvs "styret" med under hensyntagen til hvad der er behov for. Hvordan ved man hvad der er behov for - det afhænger af narrativet man har købt sig ind på

11:53 - John K. Christiansen (Re: 11:51 - Madeleine Wirenfeldt 'Jo men vil bare gte VR som eksempel og ...')
Fint

11:53 - Martin Aabak (Re: 11:52 - John K. Christiansen 'andre ville sige, at processen skal være fokuseret på læring...')
Ja der synes jo´ at være stor fare fr for meget energi bliver brandt af uden nytte

11:55 - John K. Christiansen
Er I med - er det Ss problemer??

12:00 - Martin Aabak
jeg bliver smidt af hele tiden?? Og systemet køre MEGET langsomt!

Kritik midtvejsrapport

Kære gruppe 4
Det er et fantastisk spændende arbejde i har gang i. Desværre kan jeg ikke komme ind på jeres weblog - det ser ud som om der er noget i vejen med linket.

Jeg er vild med jeres narrativer og er imponeret over jeres problemformulering og jeres mange og brede referencer.

Når jeg har læst jeres rapport har jeg følgende kommentarer og spørgsmål som jeg håber i kan bruge:

hvad er det vigtigste emne at gå i dybten med i problemformuleringen, er det virtuelle møderum, videnregnskaber, eksemplariske læringsprocesser, det hele eller noget andet?

I forhold til virtuelle læringsrum findes der jo mange typer: weblogs, e-møder (for lukkede grupper) videomøder og sikkert mange flere - hvordan defineres jeres?

Når den endelige rapport skal afleveres er det nok en god ide - for overskuelighedens skyld (hvis det findes i dette semester) - at aflevere opgaven et sted, så det bliver nemmere for de interesserede læsere (som jeg klart vil være en af) at overskue det.

Det var ikke meget, men jeg håber det kan bruges og regner med at andre fra gruppe 3 også giver jeg en melding inden deadline.

Fortsat god arbejdslyst, som sagt glæder jeg mig til at studere det endelige resultat.

Hvis det er muligt ville det være spændende at se lidt på hvor langt i er nået på lørdag (som virtuel talentspejder). Mon det kan lade sig gøre?

Mange hilsner
Karen


--------------------------------------------------------------------------------

5.2. Lykke på rejsen Inger Margrete Halleloev 23/10/03 19:09
Reply


Kære gruppe,

Pragtfulde fortælllinger giver gode billeder/fantasier, jeg er meget spændt på fortsættelsen. Vedhæftet et digt, som forhåbentlig inspirerer i det videre arbejde.

:-) Inger
Attachments:
KUNSTEN ER DET SOM IKKE KAN LADE SIG GØRE.doc (20 KB)



--------------------------------------------------------------------------------

5.3. Ik' så tosset .... Henrik Horn-Moeller 23/10/03 22:46
Reply


Kære gruppe 4,

Jeg synes jeres oplæg er ret inspirerende, Navnlig de første tre sider, hvor problemformulering, narrativer og proces er hinandens forudsætninger og samtidig resultat.

Så hvad fremtiden viser bliver jo interessant at se. Hvad bliver stikordene til? hvilken afgrænsning/fokus vælger I? Hvilke refleksioner med perspektivering gør I jer? mv?

Kan narrativet fx kombineres med webloggen, som jo er/kan være mere stikordsagtig i sin form?

Jeg glæder mig til at høre og læse resultatet ... og så er det jo lidt både sjovt og interessant at kaste sig ud i disse digitale patientjournaler!!!

Mange hilsner fra
Henrik


--------------------------------------------------------------------------------

5.4. Et par synspunkter Johan Christian Bayer 23/10/03 23:00
Reply


Jeg synes jeres oplæg er eksemplarisk for en fornuftig ramme og forventningsstyring af de deltagere I inviterer med "om bord". Sprogligt fremtæder teksten velkomponeret og læservenlig. Projektet forekommer ambitiøst, men I tillader Jer jo den flothed, at være ansvarlige for etablering af rammen og lade andre give bud på et meningsfuldt indhold. Det letter jo opgaven. Det må vist siges at være i MMD-studiets ånd! Jeg håber de inviterede gæster kommer inden-for i Jeres videre eksperimentarium i takt med procesde-signets etablering. Jeg skal hilse og sige, at det er en svær sag. (se: http://demokrati.typepad.com/demokrati/)
Jeg synes også, at der er gode links tilbage til semester I med fokus på vidensstrømme - regnskaber mv. Alt i alt ganske fornemt.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor I ender - eller snarere vi ender - for jeg er jo en del af eksperimentet, - med de rammer der er etableret for de input, der skal formidles til bloggen, som jo desværre ikke er kørende endnu! Men hvis jeg et øjeblik leger med tanken om "Travelling Wilburys" videre færd ser jeg store perspektiver. Håber de bliver indfriet.
The "Weather Report" looks very fine!

Johan


--------------------------------------------------------------------------------

5.5. Et par ord med på vejen Jens Henriksen 24/10/03 11:21
Reply


Kære gruppe 4 - jeg blev meget betaget af jeres historiefortælling og den måde i er gået til opgaven på - med at kigge billeder. Uden at overdrive må jeg sige at det synes jeg er ret kreativt!! At anvende narrativet som form synes er spændende og I har helt klart en flydende "pen" som er med til at gøre jeres historie levende og jeg ser frem til de kommende rejsebeskrivelser.

I fht den mere systematiske tilbagemelding vil jeg indskrænke mig til at videregive de refleksioner Kaare's bem om headset og kropssprog satte i gang hos mig, da de rammer ned i et centralt forhold ved anvendelsen af kommunikationsteknologier, nemlig spm om hvilke facetter i kommunikationen vi potentielt går glip af når vi kommunikerer på denne måde.

Gregory Bateson brugte en del tid på at studere aber i en zoologisk have mens han udviklede sine ideer om konteksters betydning for kommunikationen og en af hans iagttagelser var, at kontekstens etablering havde en hel del af gøre med det kropslige udtryk - positur, ansigtsudtryk, den måde en hale blev båret på, tænder blev vist på osv osv.

Traditionelt set er den mundtlige fortælling en central bærende kulturelt konstituerende faktor, med alt hvad der hører til af gestiske artikuleringer i fortællingen (af de mange tusinde sprog der eksisterer på jorden er det kun nogle relativt få der har udviklet et egentligt skriftsprog).

Ser vi os omkring kan vi fra det offentlige landskab se nogle eksempler på personer som næsten totalt afskærer gestikken som virkemiddel. Fra den lokale andedam tænker jeg på Per Straarup fra Den Danske Bank og i en international sammenhæng har vi for ganske nylig kunne se Paul Bremmer, den ledende amerikanske civile administrator i Irak, udtale sig i et interview med en BBC-journalist; fuldstændig udtryksløse begge to. Udtryksløsheden er her et velkalkuleret virkemiddel der kommer i anvendelse og den historie de fortæller er blank som højglanspoleret stål.

I fht de udfordringer vi står overfor med elektronisk kommunikation på distancen, siger det måske noget om hvad det er vi er "oppe imod" - hvilke udfordringer det stiller os overfor når gestikken er "koblet fra". Kan man fx tale levende og begejstret med den fysiske begrænsning som de to omtalte herrer pålægger sig selv? Kan man sælge en idé, en politik på den måde? Eller signalerer man blot 100% ovebevisning om eget ufejlbarlige synspunkt?

Og her er det at Kaare's tanker for mig at se er interessante i fht Bateson's iagttagelse af det kropslige udtryks betydning for kontekstens etablering og dermed for betydningen af de hændelser der finder sted indenfor konteksten. Kan vi supplere med en hypotese om den betydning som headsettets fysiske frihed har på den sproglige artikulering og dermed på de betydninger der knyttes til kommunikationen? Spørgsmålet er om vi rent faktisk kommunikerer langt klarere ved at give os selv muligheden for at bruge gestikken og om denne klarhed kommer til udtryk i den sproglige artikulation - de betoninger vi giver ordene, de pauser vi indlægger i talestrømmen osv. Spurgt anderledes - kan vi så formidle os selv lige så artikulerede hvis vi er bundne fysisk?

I forlængelse heraf kan man supplerende spørge om der ligger nogle begrænsninger på forståelsen af de betydninger som vi kan lægge ind gennem den fysiske-gestiske frihed; fx på baggrund af forskellig kultur og anvendelse af fremmedsprog? ligger der heri nogle filtre og/eller transformatorer som kan have afgørende betydning for forståelsen af det sagte? Altså - vil det være nemmere at få "fuldt udbytte" af den frihed Kaare besynger i en dansk-dansk distancekommunikation end det vil være mellem fx en dansker og en fra et andet land?

I fht en skriftlig kommunikationsform - som den jeg aktuelt er involveret i - står vi overfor andre udfordringer. Her kan vi ikke lægge den samme gestik ned i kommuniukationen, men må forlade os på den lineære skriftlge fremstilling, med de faldgruber der er forbundet hermed. Et ex - for nylig modtög jeg en mail fra en kollega, hvor jeg måtte konstarere at jeg følte mig en anelse stødt på manchetten over den måde hun havde formuleret sig på. Hun kom selv senere på dagen og forklarede sig - klar over at hun havde forsøgt at skrive en (typisk dansk) venligt ironiserende mail som i sin nøgne - gestikuafhængige - form, nemt kunne misforstås.

I et af mine indlæg på gruppe 3's blog har jeg rejst spørgsmålet om fremtidens leder er digter. Den udfordring der ligger gemt i dette spm handler om sproglig artikulation. Om evnen til at overskride de begrænsninger der ligger i det nøgterne skriftsprog og med det skrevne ord at kunne skabe/synliggøre nogle af de kontekstetablerende elementer der i en mundtlig kommunikation ligger gemt i ordenes betoning eller i det fysiske udtryk, jfr ovenfor.

Måske behøver man ikke at være digter for at være en god leder eller for at kunne kommunkere meningsfuldt via elektroniske medier - adskilt af rum og nogle gange også tid, men at orientere sig mod narrativet (i bred forstand) som en anvendelig kommunikationsform kan formodentlig være givtigt. hertil kommer de mange ny kommunikationsformer der har udviklet sig på internettet i chatrooms, spillesites mm.

(;-) /jens


--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1. Fantastisk indlæg Lars Ginnerup 24/10/03 13:30
Reply


- men digte kommunikeres vel typisk via skriftsproget - ofte en mere betagende oplvelse end selv oplæsning v/ forfatteren?


--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1.1. Making sense Christina Bouras 24/10/03 14:43
Reply


... og det er måske netop p.g.a. de begrænsninger på forståelsen, som talesprog/tonefald og gestikuleren også giver? Jeg mener, hvis talesproget (som Jens omtaler) med gestikuleren, pauser, tonefald m.m. giver (eller kan give) os en meget klarere forståelse af, hvad der menes og (bør) forstås, kan det skriftlige digt give os mulighed for selv at indlæse følelser og forståelse i.f.t. den kontekst og det tidspunkt i livet og følelsesregisteret vi befnder os i, uanset hvad digteren (som vi for det meste i bund og grund ligeglade med) har haft i tankerne forståelsesmæssigt. Vi ser vores egne billeder, betoninger, gestikuleren for os?


--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1.1.1. Ja, men Kaare Sandholt 24/10/03 17:04
Reply


det er jo netop derfor, at det også er givende at få forfatteren til at læse sit digt op, fordi det giver mulighed for at få perspektiveret/konfronteret den fortolkning af det skrevne digt, som man lægger ned over det under læsningen!

Og det er jo så dejligt at se den gamle semestergruppe i aktion igen, Christina og Jens. Skønt indlæg Jens, Dispuk har ikke levet forgæves!

Kaare


--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1.1.1.1. ja men, ja men Birger Huche Larsen 25/10/03 17:35
Reply


er det altid det fedeste, at få perspektiveret (læs ødelagt) den oplevelse og dermed de refleksioner man selv har opnået ved læsning - jeg tænker her bla på filmatisering af gode tankevækkende værker, hvor perspektiveringen ganske vist ikke er forfatterens, men hvor den ikke desto mindre ødelægger ens egne billeder - hvad sker der med mig, jeg tror jeg begynder at forstå Lars?


--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1.1.2. Apropos det uudsigelige Lars Ginnerup 25/10/03 11:38
Reply


Gå lige hen og se udstillingen Hammershøis København, næste gang det er dagen derpå. Jens Lindhes mennesketomme mesterfotos af bygninger er betagende, bevægende.... Befriet for ord og fagter, gestikulation og nedslået støj.
Attachments:
http://www.kunstforeningen.dk/aktuel_udstilling.htm



--------------------------------------------------------------------------------

5.5.1.2. Digte kommunikeres ..... Jens Henriksen 24/10/03 19:03
Reply


også i andre spændende former og kontekster. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Poetry Slam som en mundtlig formidlingsform! Der har også rundt om i dronningeriget (måske mest i storbyerne hvis vi kan sige vi har sådan nogle i DK) været afholdt digtaftener med oplæsninger. Andre former er med musikalsk ledsagelse. Senest har jeg i radioen hørt om en portugisisk sangerinde - fornyer af den traditionelle portugisiske blues Fado - som på sin seneste udgivelse udelukkende synger digte af kendte (store) digtere og med grænseoverskridende musikalsk akompagnement.

(;-) /jens

Det tredie øje

Det tredje øje

"When a man is riding through this desert by night and for some reason -falling asleep or anything else -he gets separated from his companions and wants to rejoin them, he hears spirit voices talking to him as if they were his companions, sometimes even calling him by name. Often these voices lure him away from the path and he never finds it again, and many travelers have got lost and died because of this. Sometimes in the night travelers hear a noise like the clatter of a great company of riders away from the road; if they believe that these are some of their own company and head for the noise, they find themselves in deep trouble when daylight comes and they realize their mistake. There were some who, in crossing the desert, have been a host of men coming towards them and, suspecting that they were robbers, returning, they have gone hopelessly astray....Even by daylight men hear these spirit voices, and often you fancy you are listening to the strains of many instruments, especially drums, and the clash of arms. For this reason bands of travelers make a point of keeping very close together. Before they go to sleep they set up a sign pointing in the direction in which they have to travel, and round the necks of all their beasts they fasten little bells, so that by listening to the sound they may prevent them from straying off the path."
---- Marco Polo, Travels

Ude fra rummet hang astronauten og så den " blå planet". Et betagende syn. Men der var gået fisk i rumturen, fordi chefpiloten havde skyndet på alle de andre. Hun havde hurtigt fået alle ind i rumskibet og var fløjet af sted med lynets hast. Ja, så hurtig at tiden på jorden nu var 1271.
Mens astronauten hang der oppe, opdagede hun at hun kunne stille skarpt på landområder. Hun sumede ind på Italien og fandt byen Venedig og der var stort postyr. Dogen, handlende, folk og fæ var stimlet sammen på Markuspladsen for at tage afsked med en lille flok , nærmere bestemt fem rejsende, der skulle begive sig mod øst for finde Kina. Astronauten kunne høre at de talte om at de skulle på opdagelsesrejse og alle vidste godt at turen både ville blive lang og anstrengende, men der var lagt en kurs og målet var klart for gruppen.
Rejseføreren blev kaldt Marco Polo, kunne hun høre oppe i rummet, men det var nærmest som om at det var et rejsehold, der tilsammen blev til en Marco Polo tur. En skulle tage sig af kort og kompas, anden af transportmiddel, to skulle tænke proviant og den sidste skulle med som reparatør når noget galt undervejs.
Afskeden med byen var nær og alle vinkede og ønskede dem medgang på turen.

Imidlertid skulle der ikke gå mange dage før det viste sig at de alle havde deres mening om rejsen, såvel i tempo, som hvilken vej der var nemmeste. En ville over bjergkamme for at spare tid, men det æslerne ikke klare på grund af den megen proviant, en anden mente at det var unødvendig med alt det salte kød for man kunne jo bare spise undervejs. En tredje viste de andre at hvis de gik over bjergkammen, kom de helt ud af kurs ifølge kompasset. De andre måtte bøje af… kompasset var jo deres eneste vejviser om dagen.

En aften da de ankom sent til en slette kunne de ikke finde herberg og måtte slå lejr i det fri. Mens de sad om bålet og fortalte hinanden om deres oplevelser, blev deres rejse og dens indhold tydeligere for dem. Lige med undtagelse af reparatøren for der havde jo slet ikke været noget at reparere indtil nu. Men udad mørket kom to mænd, de talte et helt andet sprog og gjorde lidt grin med rejseholdets gevandter. Da de ikke kunne forstå hinandens sprog blev de nødt til tegne og bruge kort for vise deres ærinde. De to fremmede synes at det var en mærkelig måde at rejse på, hvorfor havde alle ikke heste, og hvorfor red de ikke om natten hvor det ikke var så varmt, så ville de komme meget hurtigere frem. Imidlertid forklarede de rejsende, så godt de kunne, at hvis de rejste om natten kunne de ikke skrive ned hvad så og oplevede om dagen.

Da der var gået nogle uger havde de fem fundet udad hinanden særheder. Astronauten kunne se at det ikke var helt nemt for de opdagelsesrejsende En var tavs om morgenen og en anden ville helst tænke længe over sine oplevelser før han sagde noget, en tredje var mere munter og talende og kunne bløde stemningen op når den fjerde synes at man brugte kompasset og kortet for lidt, og gik for meget på egn hånd ud i det blå. Men der var ingen vej tilbage de måtte tilpasse sig og give plads så for at hver af dem kunne holde rejsen igennem.

Da de nærmede sig østen kom de til en by hvor den store dragefest lige var begyndt. Det var optakten leg og morskab og reparatøren gik på med krum hals for hjælpe med at sætte lys op tagene, og grave render hvis det skulle regne og på alle måder være nyttig. De andre fandt logi og mad og tog til torvet for at underrette reparatøren om hvor han skulle sove. ”Jeg var lige ude et øjeblik, men jeg skal nok komme senere” kunne astronauten høre han svare. Det vidste de jo godt at han ville. De morede sig herligt på hver deres vis. Næste dag tog rejseholdet videre og takkede for godt logi og mad. Men astronauten så at der manglede en. Han kommer såmænd nok sagde den mest sindige , mens en anden fik et stramt drag om munden. Da der var gået adskillige dage var den efterladte endnu ikke kommet. Hvad nu,- Hvordan fik man givet besked til byen om hvor man var? Jo, den ene havde en taget en tam due med fra byen og nu bandt man en besked om foden og lod flyve tilbage til sin hjemby. To dage senere var de næsten alle samlet for beskeden var kommet frem.

I mellemtiden trængte en af de andre til at være sig selv og gik derfor langt efter de andre. Hun kendte godt ruten og kunne næsten skimte dem hele tiden. Men da de alle igen var samlet om maden noget tid senere kunne hun ikke forstå at de uden hende havde lagt en ny rute. Det havde de jo slet ikke aftalt.., ”jamen du var jo heller med da vi afgjorde det” svarede de andre.. Astronauten kunne mærke, at det var tid til eftertanke. Udmærket, så gør vi det sådan at vi fletter to forskellige tankerækker , en som er kendt og beskrevet med en vi selv opfinder, så kan vi bedre rumme rejsen.

Den nat drømte den ene at man kunne rejse frit i tid og rum og det var som om at det virkelig var sket, så livagtigt havde det været. Om morgenen fortalte hun sin drøm til de tre der ved at brygge te,: Tænk hvis alle kunne tale sammen , den efterladte familie i Venedig, de festende fra dragefesten, de to mænd ser kom udad mørket og dem som de var på hen i mod. Astronauten ville også gerne snakke med dem - men det vidste de ikke.
Da den sidste, der havde studereret et vandfald og fået ideer til ny kraft, kom til bage blev de enige om at de ville prøve. De ville bruge ” spirit voices”. Ånderne ville kunne bringe informationer, og viden til dem som de ikke selv kunne være sammen med og således blev det.

Imidlertid viste det sig at ikke alle ånder var lige gode til at huske hvor de skulle aflevere beskederne, og astronauten så flere flyve forbi hende ud i det ydre rum…Men ideen var da god.

Da rejseholdet nåede deres mål havde de krydset farlige kløfter og hængt i spinkle tove over brusende vandfald, de havde gået i cirkler og over mange veje, de havde længtes hjem til Venedig . De så at de var forandrede, men de var som rejsehold kommet frem ved egen og åndernes hjælp.

Astronauten gjorde tegn til mandskabet at hun gerne ville ind i rumskibet igen , det var den næstes tur til at gå i rummet.

Madeleine

Marco Polo

Starten på de fem konsulenters rejse

Fem fotos blev udvalgt ud fra en stor bunke; hvert foto skulle være det, som rent intuitivt kunne fortælle mest om den enkelte. (Når sandheden skal frem blev det faktisk til seks billeder, da Marianne ikke rigtigt kunne bestemme sig, men det var så også i orden, syntes de andre). Et fællestræk ved de udvalgte fotos var bevægelse. Der var vand, der hvirvlede, gondoler som bevægede sig, biler, som kørte rundt, en fugl som søgte opad mod lyset, en bjergbestiger, som søgte mod toppen i et svimlende svæv, og endelig den ultimative svævetur hos en astronaut på rumvandring. Jo, der var nok at blive svimmel af. Alt sammen pegede i samme retning, blev de fem hurtigt enige om, afsted mod fjerne, måske uopnåelige mål, til lands, til vands og i luften. Og således blev ideen om metaforen Marco Polo år 2004 født.

Download file

Metarefleksion

Jeg var kameramand på gruppens rejse. Hvad var det der skete på denne rejse. Første gang gruppen var sammen var i forbindelse med løsning af opgaver på MMD Garuds undervisning. Faktisk samledes gruppen på nær Marianne første gang i Seattle på en pizza bar. Her blev tanker og forventninger vendt samt erfaringer fra første semestergruppe. Allerede i Seattle var der stor åbenhed at spore, på den måde at forstå, et det at eksperimentere og udforske, at undres, at undersøge lå ikke gruppen fjernt. I København mødtes gruppen på en pizza bar, der var Martin fraværende til gengæld deltog Marianne og gruppen delte nye historier. Så tog gruppen i sommerhus i Hornbæk, da var Kaare fraværende og flere historier blev delt.

Som kameramand undrer det mig, at det tilsyneladende har været let for gruppen både at komme videre og være produktive og samtidig mangle en eller flere af gruppens medlemmer. Jvf. Giddens kan man jo give op og føle sig out of entactment, eller man kan forsøge at finde tråden og bidrage med entactment. Faktisk er det nok det jeg ser gruppen være god til, med et stor net at indfange de forskellige entactments og få mening ud af dem. Ligeledes har gruppen haft en stor dam med plads til mange forskellige fiskearter og stor parathed til at forsøge sig med diverse mutationsvarianter.

Entactment og tillid til hvad der ville emerge har nok været det der har været særligt spændende at observere hos de 5 på deres rejse.

Lisbeth, alt for i dag fortsættelse håber jeg vi finder tid til as ususal på mærkværdig vis.

Martin og bestyrelsesmødet

Download file

Invitation til refleksion

Kære MMD-hold, coaches, Lars og John

Hvorfor vi har oprettet denne blog og hvordan vi har tænkt os at bruge den?

Bloggen ønsker vi at bruge som Marco Polos tredje øje. Det er ambitionen at skabe et virtuelt rum for metarefleksion på gruppens opdagelsesrejse på 2. semester. Vi lægger læringspunkter og refleksioner ind her og inviterer jer til at bidrage. Vi håber vi kan nå at få liv i bloggen den sidste tid vi har.

For at bloggen kan give mening for andre end os selv har vi sat bloggen op så der skabes en kontekst og identitet omkring narrativet Marco Polo og vores gruppes opdagelsesrejse.
Vi lægger fortløbende ’resultater’ og ’produkter’ fra vores arbejdsproces ind så vi opnår en slags digital portefolio over vores opdagelsesrejse. På den måde håber vi at kunne give jer nogle forankringspunkter for refleksionen.

Vi inviterer jer alle til at tage med videre på opdagelsesrejse.

På vegne af

gruppe 4/Marianne

På vej

Der var engang fem MMD-studerende – lad os for nemheds skyld kalde dem Kaare, Lisbeth, Madeleine, Marianne og Martin – som havde besluttet sig for at begive sig ud på en rejse. Nu var rejsen ikke en helt almindelig rejse, som fra Odense til København eller fra Lyngby til Hovedbanen. Næh rejsen skulle være en opdagelsesrejse ud i det ukendte, uden at det på forhånd var givet, hvor man skulle hen og hvordan man skulle komme frem. Pejlemærkerne på rejsen skulle opstå intuitivt, og kursen skulle afstikkes ud fra de oplevelser, man kom igennem i den lille gruppe.

Alle de fem studerende var erfarne rejsende, og havde gennem tidens løb samlet masse af oppakning med fra de tidligere rejser. Og det meste af det skulle jo gerne med på den nye rejse.

At det overhovedet blev til en rejse, skyldes ren magi. Fem fotos blev udvalgt ud fra en stor bunke; hvert foto skulle være det, som rent intuitivt kunne fortælle mest om den enkelte. (Når sandheden skal frem blev det faktisk til seks billeder, da Marianne ikke rigtigt kunne bestemme sig, men det var så også i orden, syntes de andre). Et fællestræk ved de udvalgte fotos var bevægelse. Der var vand, der hvirvlede, gondoler som bevægede sig, biler, som kørte rundt, en fugl som søgte opad mod lyset, en bjergbestiger, som søgte mod toppen i et svimlende svæv, og endelig den ultimative svævetur hos en astronaut på rumvandring. Jo, der var nok at blive svimmel af. Alt sammen pegede i samme retning, blev de fem hurtigt enige om, afsted mod fjerne, måske uopnåelige mål, til lands, til vands og i luften. Og således blev ideen om metaforen Marco Polo år 2004 født.

Selv om rejsen ikke skulle planlægges, var der alligevel brug for at forberede rejsen. Især var det et problem, at der ikke var meget plads i båden, som var udvalgt til turen. Derfor skulle noget af rejsegodset fra de tidligere rejser vælges til, og noget skulle vælges fra. Allerhelst skulle de udvalgte remedier passe sammen og bruges sammen. Og så var der jo lige den lille biting, at rejseførerne på MMD faktisk havde udstukket nogle rejsebeskrivelser på forhånd, som gruppen kunne vælge imellem.

Nu var der det specielle ved denne gruppe, at den var en lille smule forhekset. Fra et eller andet sted i det mørke, som omgiver Verden, havde nogen kastet en forbandelse på gruppen. Ikke nogen stor forbandelse, men alligevel. Gruppen var dømt til aldrig at skulle mødes på samme tid og sted. Det havde noget med tidsånden – moderniteten at gøre, mente gruppen, der jo ikke var klar over, at den var forhekset. Men lige meget hvor ofte gruppen prøvede at finde fælles tids- og rumkoordinater, mislykkedes det. Der var altid mindst en fra gruppen, der ikke var til stede under møderne. De andre i gruppen kunne diskutere rejsen, og hvilken oppakning, der skulle med, og som den intuitive gruppe, den var, tog det ikke lang tid at blive enig om mål og midler – lige indtil næste gang, hvor en anden kombination af gruppemedlemmerne mødtes. På denne måde blev rejseoppakningen smidt frem og tilbage, og båden var efterhånden synkefærdig, fordi oppakningen hele tiden blev for stor. Ikke på grund af uenighed medlemmerne imellem, men fordi man ved de skiftende møder ikke var i stand til at komme tilstrækkeligt langt ind i en forståelse af de ideer, der blev kastet på bordet. Sådan er det vel at rejse, tænkte nogle i gruppen. ”Go with the flow” og lad os se, hvor det fører os hen. Andre tænkte mere på, at det jo var en lille båd, og at det jo ikke var en uendelig rejse, gruppen skulle på. F.eks. skulle gruppen jo inden længe aflægge rejseregnskab for MMD, og det kunne jo nemt ende galt, vidste de fra tidligere.

Men ideerne var der såmænd intet i vejen med, og sjovt var det at kaste de mange bolde op i luften. Rejseførerne var imidlertid af en anden mening. Fokusér, råbte de ved konsultationen. ”Benhård beskæring” var et andet begreb de anvendte. Og det lød jo slet ikke rart, men der var ingen vej uden om. Nu skulle der fokus på, og kniven blev slebet, så den kunne skære helt ind til benet.

Hvad har vi lært, som vi vil bruge nu, spurgte de hinanden. Videnregnskaber, distinktioner, narrativer kan bruges. Og så skal der tilføjes noget nyt, nemlig virtuelle læringsrum, hvor forbandelsen om ikke at kunne mødes på samme tid og sted ophæves. Altså

”Hvordan kan virtuelle læringsrum understøtte den proces, som skal til for at forankre udarbejdelsen af et videnregnskab i organisationen, og hvordan kan gruppen gennemføre en eksemplarisk læringsproces i udforskningen af dette spørgsmål.”

Se det var jo noget af en problemformulering.

Ikke mere fortælling for denne gang. Men følg med i de fem videre rejse mod skatteøen, hvor alle læringsjuvelerne er gem

Weick håb og frygt m.m.

Lidt reflektioner gennem en masse input gennem læsning, undervisning på MMD og den virkelighed jeg ofte møder i virksomhederne, tallene på bundlinien, og så at prøve web-log. Jeg er i gang med balanced scorecard, videnregnskaber m.m., hvad er det der skal styres, hvorfor og hvordan. Hvordan optræder innovation og styrbare modeller sammen. Jeg kender fra min egen dagligdag både privat og erhvervsmæssigt, at hvis skuden er ved at synke, så får jeg brug for at styre, når kursen er nået, så kan vi lege og eksperimentere.

Jeg tænker også på Weicks kloge ord, distinktionen mellem håb og frygt, som jo i bund og grund også handler om at styre. Nemlig enten at styre mod håbet eller uden om frygten/ angsten. Håbet om en særlig retning, ja BS kan da nok være udmærket til det. Vi har jo hver især en masse styresystemer i forhold til håb og frygt, hvad sker der hvis vi dykker ned i disse styresystemer og ser, hvad det egentlig er de styrer, en imellem brækker de jo ned på en mere eller mindre behagelig måde. Mange når ikke ned i styresystemet af angst for hvad de finder.

Min semesterruppe er besjælet af en særlig ånd og grad af tillid, det er ganske vidunderligt for mig at opleve, en åbenhed, nysgerrighed og tillid til, at vi kommer et eller andet sted hen, og det bliver vel nok interessant, både turen og målet. Og det er vel netop med den bagage at vi i henhold til Stacey kan opleve og give plads til complexe responsive systemer, tillid, åbenhed og nysgerrighed, udvikling og innovation. Hvor håb og frygt fastholder os i at tænke i bundlinier.

Så vi må ud og besjæle, så vi tør mere end bundlinier. Og lige et kæmpe tak til mine rejsekammerater, det er fantastisk at rejse med jer.

Lisbeth

Om praktisk kommunikation

Det er ofte små ting, der gør en forskel. Tag nu blot telefonsamtaler. Jeg taler meget i telefon på mit arbejde. Tit og længe, bl.a. med mine kolleger i Vilnius. På et tidspunkt fik jeg en øresnegl til min mobiltelefon, og det gik op for mig, at det faktisk er rart at have begge hænder fri til at gestikulere med, når jeg taler i telefon. Nu har jeg i et års tid haft headset til min arbejdstelefon, på det seneste endda trådløs. Nu er jeg begyndt at gå rundt om mødebordet under mine samtaler, som en anden Chr. 2 på Sønderborg slot. Så kan jeg standse op og notere lidt på tavlen undervejs, eller stå og se ud af vinduet mens jeg lytter til den anden eller de andre, hvis det er et telefonmøde, jeg er i gang med. På mærkelig vis betyder denne frihed, at det er nemmere at leve sig ind i samtalen; nemmere at erstatte den direkte visuelle dialog med telefon-samtalen. Måske betyder ens eget kropssprog mere for samtalen end det at kunne se kollegaens kropssprog. Måske gør brugen af ens eget kropssprog det nemmere at danne et billede af samtalepartnerens kropssprog gennem partnerens stemmeføring. Nå OK, det kræver nok også, at man har dannet sig et visuel fornemmelse af sammenhængen mellem stemme og kropssprog hos den man taler med i telefonen.

Alt dette for at sige, at det ikke nødvendigvis er en uoverstigelig barriere at holde gode, kreative og levende møder via telefonen. Og at det måske kan være en investering værd at købe et headset. (Hvis man vel at mærke tager det af, når man ikke taler i telefon. Ellers mister man nemt forbindelsen til ens nære kolleger, der tror, at man altid taler i telefon).

Kaare

Jeg har nu fået anskaffet et web-kamera, det skal vi vel også lige aftale, hvornår vi afprøver dette. Jeg kunne da godt tænke mig se Kaare tegne og fortælle, mens han vandrer rundt på sit kontor, se hvad der sker med kommunikationen.

Lisbeth