Det tredie øje

Det tredje øje

"When a man is riding through this desert by night and for some reason -falling asleep or anything else -he gets separated from his companions and wants to rejoin them, he hears spirit voices talking to him as if they were his companions, sometimes even calling him by name. Often these voices lure him away from the path and he never finds it again, and many travelers have got lost and died because of this. Sometimes in the night travelers hear a noise like the clatter of a great company of riders away from the road; if they believe that these are some of their own company and head for the noise, they find themselves in deep trouble when daylight comes and they realize their mistake. There were some who, in crossing the desert, have been a host of men coming towards them and, suspecting that they were robbers, returning, they have gone hopelessly astray....Even by daylight men hear these spirit voices, and often you fancy you are listening to the strains of many instruments, especially drums, and the clash of arms. For this reason bands of travelers make a point of keeping very close together. Before they go to sleep they set up a sign pointing in the direction in which they have to travel, and round the necks of all their beasts they fasten little bells, so that by listening to the sound they may prevent them from straying off the path."
---- Marco Polo, Travels

Ude fra rummet hang astronauten og så den " blå planet". Et betagende syn. Men der var gået fisk i rumturen, fordi chefpiloten havde skyndet på alle de andre. Hun havde hurtigt fået alle ind i rumskibet og var fløjet af sted med lynets hast. Ja, så hurtig at tiden på jorden nu var 1271.
Mens astronauten hang der oppe, opdagede hun at hun kunne stille skarpt på landområder. Hun sumede ind på Italien og fandt byen Venedig og der var stort postyr. Dogen, handlende, folk og fæ var stimlet sammen på Markuspladsen for at tage afsked med en lille flok , nærmere bestemt fem rejsende, der skulle begive sig mod øst for finde Kina. Astronauten kunne høre at de talte om at de skulle på opdagelsesrejse og alle vidste godt at turen både ville blive lang og anstrengende, men der var lagt en kurs og målet var klart for gruppen.
Rejseføreren blev kaldt Marco Polo, kunne hun høre oppe i rummet, men det var nærmest som om at det var et rejsehold, der tilsammen blev til en Marco Polo tur. En skulle tage sig af kort og kompas, anden af transportmiddel, to skulle tænke proviant og den sidste skulle med som reparatør når noget galt undervejs.
Afskeden med byen var nær og alle vinkede og ønskede dem medgang på turen.

Imidlertid skulle der ikke gå mange dage før det viste sig at de alle havde deres mening om rejsen, såvel i tempo, som hvilken vej der var nemmeste. En ville over bjergkamme for at spare tid, men det æslerne ikke klare på grund af den megen proviant, en anden mente at det var unødvendig med alt det salte kød for man kunne jo bare spise undervejs. En tredje viste de andre at hvis de gik over bjergkammen, kom de helt ud af kurs ifølge kompasset. De andre måtte bøje af… kompasset var jo deres eneste vejviser om dagen.

En aften da de ankom sent til en slette kunne de ikke finde herberg og måtte slå lejr i det fri. Mens de sad om bålet og fortalte hinanden om deres oplevelser, blev deres rejse og dens indhold tydeligere for dem. Lige med undtagelse af reparatøren for der havde jo slet ikke været noget at reparere indtil nu. Men udad mørket kom to mænd, de talte et helt andet sprog og gjorde lidt grin med rejseholdets gevandter. Da de ikke kunne forstå hinandens sprog blev de nødt til tegne og bruge kort for vise deres ærinde. De to fremmede synes at det var en mærkelig måde at rejse på, hvorfor havde alle ikke heste, og hvorfor red de ikke om natten hvor det ikke var så varmt, så ville de komme meget hurtigere frem. Imidlertid forklarede de rejsende, så godt de kunne, at hvis de rejste om natten kunne de ikke skrive ned hvad så og oplevede om dagen.

Da der var gået nogle uger havde de fem fundet udad hinanden særheder. Astronauten kunne se at det ikke var helt nemt for de opdagelsesrejsende En var tavs om morgenen og en anden ville helst tænke længe over sine oplevelser før han sagde noget, en tredje var mere munter og talende og kunne bløde stemningen op når den fjerde synes at man brugte kompasset og kortet for lidt, og gik for meget på egn hånd ud i det blå. Men der var ingen vej tilbage de måtte tilpasse sig og give plads så for at hver af dem kunne holde rejsen igennem.

Da de nærmede sig østen kom de til en by hvor den store dragefest lige var begyndt. Det var optakten leg og morskab og reparatøren gik på med krum hals for hjælpe med at sætte lys op tagene, og grave render hvis det skulle regne og på alle måder være nyttig. De andre fandt logi og mad og tog til torvet for at underrette reparatøren om hvor han skulle sove. ”Jeg var lige ude et øjeblik, men jeg skal nok komme senere” kunne astronauten høre han svare. Det vidste de jo godt at han ville. De morede sig herligt på hver deres vis. Næste dag tog rejseholdet videre og takkede for godt logi og mad. Men astronauten så at der manglede en. Han kommer såmænd nok sagde den mest sindige , mens en anden fik et stramt drag om munden. Da der var gået adskillige dage var den efterladte endnu ikke kommet. Hvad nu,- Hvordan fik man givet besked til byen om hvor man var? Jo, den ene havde en taget en tam due med fra byen og nu bandt man en besked om foden og lod flyve tilbage til sin hjemby. To dage senere var de næsten alle samlet for beskeden var kommet frem.

I mellemtiden trængte en af de andre til at være sig selv og gik derfor langt efter de andre. Hun kendte godt ruten og kunne næsten skimte dem hele tiden. Men da de alle igen var samlet om maden noget tid senere kunne hun ikke forstå at de uden hende havde lagt en ny rute. Det havde de jo slet ikke aftalt.., ”jamen du var jo heller med da vi afgjorde det” svarede de andre.. Astronauten kunne mærke, at det var tid til eftertanke. Udmærket, så gør vi det sådan at vi fletter to forskellige tankerækker , en som er kendt og beskrevet med en vi selv opfinder, så kan vi bedre rumme rejsen.

Den nat drømte den ene at man kunne rejse frit i tid og rum og det var som om at det virkelig var sket, så livagtigt havde det været. Om morgenen fortalte hun sin drøm til de tre der ved at brygge te,: Tænk hvis alle kunne tale sammen , den efterladte familie i Venedig, de festende fra dragefesten, de to mænd ser kom udad mørket og dem som de var på hen i mod. Astronauten ville også gerne snakke med dem - men det vidste de ikke.
Da den sidste, der havde studereret et vandfald og fået ideer til ny kraft, kom til bage blev de enige om at de ville prøve. De ville bruge ” spirit voices”. Ånderne ville kunne bringe informationer, og viden til dem som de ikke selv kunne være sammen med og således blev det.

Imidlertid viste det sig at ikke alle ånder var lige gode til at huske hvor de skulle aflevere beskederne, og astronauten så flere flyve forbi hende ud i det ydre rum…Men ideen var da god.

Da rejseholdet nåede deres mål havde de krydset farlige kløfter og hængt i spinkle tove over brusende vandfald, de havde gået i cirkler og over mange veje, de havde længtes hjem til Venedig . De så at de var forandrede, men de var som rejsehold kommet frem ved egen og åndernes hjælp.

Astronauten gjorde tegn til mandskabet at hun gerne ville ind i rumskibet igen , det var den næstes tur til at gå i rummet.

Madeleine

Comments

[Kaare]

Hatten af! Madeleine, du overgår os alle.

[Lars Ginnerup]

Madeleine, er du stoffri?

Nå, spøg til side. De af os, der var til Jan Molins tiltrædelsesforelæsning, vil jo nok mene, at du med denne fortælling nærmer dig Goffmann, hvis du bare vidste, hvad han mente med "naive bondefangere", der ikke bliver på gerningsstedet. Spørg Jan om kilden, da du viser talent for eventyrfortælling. Jeg kan bare ikke gennemskue, hvor teorien bliver af i dette væv. Kender du The Ant Fugue i Goedel, Escher, Bach? Totalt mindblowin' - og et interessant format for læring (i dette tilfælde om Bach's kompositionsprincipper for fugaer). Jeg synes eventyrfortællingen egner sig til oplæsning på 2. konfrontationsdag, hvis I vel at mærke samtidig kan pege på de kilder, som I trækker på. Eksempelvis: Hvor gemmer Weick sig i ovennævnte? Kan I forestille jer en sådan happening? Oder was?

[madeleine]

A propos stoffer, så har jeg gang i alle typer 5 dage om ugen- Madeleine Rektor på Håndarbejdets Fremmes Seminarium