Starten på de fem konsulenters rejse
Fem fotos blev udvalgt ud fra en stor bunke; hvert foto skulle være det, som rent intuitivt kunne fortælle mest om den enkelte. (Når sandheden skal frem blev det faktisk til seks billeder, da Marianne ikke rigtigt kunne bestemme sig, men det var så også i orden, syntes de andre). Et fællestræk ved de udvalgte fotos var bevægelse. Der var vand, der hvirvlede, gondoler som bevægede sig, biler, som kørte rundt, en fugl som søgte opad mod lyset, en bjergbestiger, som søgte mod toppen i et svimlende svæv, og endelig den ultimative svævetur hos en astronaut på rumvandring. Jo, der var nok at blive svimmel af. Alt sammen pegede i samme retning, blev de fem hurtigt enige om, afsted mod fjerne, måske uopnåelige mål, til lands, til vands og i luften. Og således blev ideen om metaforen Marco Polo år 2004 født.
Comments