Der var engang fem MMD-studerende – lad os for nemheds skyld kalde dem Kaare, Lisbeth, Madeleine, Marianne og Martin – som havde besluttet sig for at begive sig ud på en rejse. Nu var rejsen ikke en helt almindelig rejse, som fra Odense til København eller fra Lyngby til Hovedbanen. Næh rejsen skulle være en opdagelsesrejse ud i det ukendte, uden at det på forhånd var givet, hvor man skulle hen og hvordan man skulle komme frem. Pejlemærkerne på rejsen skulle opstå intuitivt, og kursen skulle afstikkes ud fra de oplevelser, man kom igennem i den lille gruppe.
Alle de fem studerende var erfarne rejsende, og havde gennem tidens løb samlet masse af oppakning med fra de tidligere rejser. Og det meste af det skulle jo gerne med på den nye rejse.
At det overhovedet blev til en rejse, skyldes ren magi. Fem fotos blev udvalgt ud fra en stor bunke; hvert foto skulle være det, som rent intuitivt kunne fortælle mest om den enkelte. (Når sandheden skal frem blev det faktisk til seks billeder, da Marianne ikke rigtigt kunne bestemme sig, men det var så også i orden, syntes de andre). Et fællestræk ved de udvalgte fotos var bevægelse. Der var vand, der hvirvlede, gondoler som bevægede sig, biler, som kørte rundt, en fugl som søgte opad mod lyset, en bjergbestiger, som søgte mod toppen i et svimlende svæv, og endelig den ultimative svævetur hos en astronaut på rumvandring. Jo, der var nok at blive svimmel af. Alt sammen pegede i samme retning, blev de fem hurtigt enige om, afsted mod fjerne, måske uopnåelige mål, til lands, til vands og i luften. Og således blev ideen om metaforen Marco Polo år 2004 født.
Selv om rejsen ikke skulle planlægges, var der alligevel brug for at forberede rejsen. Især var det et problem, at der ikke var meget plads i båden, som var udvalgt til turen. Derfor skulle noget af rejsegodset fra de tidligere rejser vælges til, og noget skulle vælges fra. Allerhelst skulle de udvalgte remedier passe sammen og bruges sammen. Og så var der jo lige den lille biting, at rejseførerne på MMD faktisk havde udstukket nogle rejsebeskrivelser på forhånd, som gruppen kunne vælge imellem.
Nu var der det specielle ved denne gruppe, at den var en lille smule forhekset. Fra et eller andet sted i det mørke, som omgiver Verden, havde nogen kastet en forbandelse på gruppen. Ikke nogen stor forbandelse, men alligevel. Gruppen var dømt til aldrig at skulle mødes på samme tid og sted. Det havde noget med tidsånden – moderniteten at gøre, mente gruppen, der jo ikke var klar over, at den var forhekset. Men lige meget hvor ofte gruppen prøvede at finde fælles tids- og rumkoordinater, mislykkedes det. Der var altid mindst en fra gruppen, der ikke var til stede under møderne. De andre i gruppen kunne diskutere rejsen, og hvilken oppakning, der skulle med, og som den intuitive gruppe, den var, tog det ikke lang tid at blive enig om mål og midler – lige indtil næste gang, hvor en anden kombination af gruppemedlemmerne mødtes. På denne måde blev rejseoppakningen smidt frem og tilbage, og båden var efterhånden synkefærdig, fordi oppakningen hele tiden blev for stor. Ikke på grund af uenighed medlemmerne imellem, men fordi man ved de skiftende møder ikke var i stand til at komme tilstrækkeligt langt ind i en forståelse af de ideer, der blev kastet på bordet. Sådan er det vel at rejse, tænkte nogle i gruppen. ”Go with the flow” og lad os se, hvor det fører os hen. Andre tænkte mere på, at det jo var en lille båd, og at det jo ikke var en uendelig rejse, gruppen skulle på. F.eks. skulle gruppen jo inden længe aflægge rejseregnskab for MMD, og det kunne jo nemt ende galt, vidste de fra tidligere.
Men ideerne var der såmænd intet i vejen med, og sjovt var det at kaste de mange bolde op i luften. Rejseførerne var imidlertid af en anden mening. Fokusér, råbte de ved konsultationen. ”Benhård beskæring” var et andet begreb de anvendte. Og det lød jo slet ikke rart, men der var ingen vej uden om. Nu skulle der fokus på, og kniven blev slebet, så den kunne skære helt ind til benet.
Hvad har vi lært, som vi vil bruge nu, spurgte de hinanden. Videnregnskaber, distinktioner, narrativer kan bruges. Og så skal der tilføjes noget nyt, nemlig virtuelle læringsrum, hvor forbandelsen om ikke at kunne mødes på samme tid og sted ophæves. Altså
”Hvordan kan virtuelle læringsrum understøtte den proces, som skal til for at forankre udarbejdelsen af et videnregnskab i organisationen, og hvordan kan gruppen gennemføre en eksemplarisk læringsproces i udforskningen af dette spørgsmål.”
Se det var jo noget af en problemformulering.
Ikke mere fortælling for denne gang. Men følg med i de fem videre rejse mod skatteøen, hvor alle læringsjuvelerne er gem
Recent Comments