MarcoPolo

Om narrativer og Storytelling

Hvad er det egentligt, der virker og ikke virker i narrativer?

Robert McKee underviser i "screenwriting" i Los Angeles, og hans studerende har skrevet, instrueret og produceret mange af de store hits fra Holllywood. Han blev interviewet i en artikel i juni i Harvard Business Review om, hvorfor og hvordan ledere og organisationer skal bruge narrativer. For McKee udtrykker en fortælling hvordan og hvorfor livet forandres. I begyndelsen af historien er livet i balance, så optræder en begivenhed - an "inciting incident" som kaster livet ud af balance. Herefter fortsætter fortællingen med at beskrive, hvordan hovedpersonen kæmper for at komme tilbage i en ny balance, på trods af de kræfter, der trækker i den modsatte retning. Den gode historie handler ikke om at fortælle en frastart-til-slut historie om, hvordan resultaterne lever op til forventningerne. Det er kedeligt og banalt. I stedet skal den vise kampen mellem forventninger og realitet i al dens ækelhed. Fortælleren skal sætte problemet i forgrunden og så vise, hvordan han overvinder dem. En fortælling om det positive billede bærer ikke igennem. Energien til at leve kommer fra den mørke side. Når vi kæmper mod de negative kræfter, tvinges vi til at leve mere dybt og helt.McKee mener også, at skepsis er et andet vigtigt princip for en fortæller. Skeptikeren forstår forskellen mellem det, der står i teksten og det der står mellem linierne. Skeptikeren jager efter sandheden under livets overflade, vel vidende at de rigtige tanker og følelser i organisationer og hos individer er ubevidste og u-udtrykte (vel det, som vi i andre sammenhænge kalder for tavs viden).

Projekteres disse store tanker ned på den lille historie om Martin og bestyrelsesmødet, kan vi se nogle af de samme karakteristika. Martin fungerer egentlig godt i sit job som direktør, livet er i balance, blot han kan redegøre detaljeret for det økonomiske regnskab. Så kommer forstyrrelsen ind, i form at et par nye bestyrelsesmedlemmer, som ikke lader sig nøje med den gamle vante tilstand i firmaet. Martin er frustreret og skeptisk over for det nye men går alligevel i gang med at omsætte galskaben til noget meningsfyldt, og ender med at glæder sig til at komme igang. Historien kommer på en måde til at fungere som spejl for semestergruppens diskussioner, både i form af Martins skepsis over for videnregnskaber og virtuelle værktøjer og i form af de nye bestyrelsesmedlemmers begejstring over for samme. Dermed bliver både skepsis og begejstring gjort legitimt i semestergruppen, og det bliver sat ind i en handlingsorienteret og fremadrettet kontekst.

Kaare

Godt input vedr. narrativer og et fint perspektiv til vores oplevelser i sem.gruppen. I dramaturgien arbejder man tilsvarende perspektiver, hvis ikke spændingsfeltet mellem det gode og det onde er til stede, så kan historien bæres af genkendelses og identifikationsspiralen f. eks Nikolaj og Julie eller Matador. Men det er ikke just det perspektiv som har kendetegnet gruppens opgave.

Lisbeth

Det tredie øje

Det tredje øje

"When a man is riding through this desert by night and for some reason -falling asleep or anything else -he gets separated from his companions and wants to rejoin them, he hears spirit voices talking to him as if they were his companions, sometimes even calling him by name. Often these voices lure him away from the path and he never finds it again, and many travelers have got lost and died because of this. Sometimes in the night travelers hear a noise like the clatter of a great company of riders away from the road; if they believe that these are some of their own company and head for the noise, they find themselves in deep trouble when daylight comes and they realize their mistake. There were some who, in crossing the desert, have been a host of men coming towards them and, suspecting that they were robbers, returning, they have gone hopelessly astray....Even by daylight men hear these spirit voices, and often you fancy you are listening to the strains of many instruments, especially drums, and the clash of arms. For this reason bands of travelers make a point of keeping very close together. Before they go to sleep they set up a sign pointing in the direction in which they have to travel, and round the necks of all their beasts they fasten little bells, so that by listening to the sound they may prevent them from straying off the path."
---- Marco Polo, Travels

Ude fra rummet hang astronauten og så den " blå planet". Et betagende syn. Men der var gået fisk i rumturen, fordi chefpiloten havde skyndet på alle de andre. Hun havde hurtigt fået alle ind i rumskibet og var fløjet af sted med lynets hast. Ja, så hurtig at tiden på jorden nu var 1271.
Mens astronauten hang der oppe, opdagede hun at hun kunne stille skarpt på landområder. Hun sumede ind på Italien og fandt byen Venedig og der var stort postyr. Dogen, handlende, folk og fæ var stimlet sammen på Markuspladsen for at tage afsked med en lille flok , nærmere bestemt fem rejsende, der skulle begive sig mod øst for finde Kina. Astronauten kunne høre at de talte om at de skulle på opdagelsesrejse og alle vidste godt at turen både ville blive lang og anstrengende, men der var lagt en kurs og målet var klart for gruppen.
Rejseføreren blev kaldt Marco Polo, kunne hun høre oppe i rummet, men det var nærmest som om at det var et rejsehold, der tilsammen blev til en Marco Polo tur. En skulle tage sig af kort og kompas, anden af transportmiddel, to skulle tænke proviant og den sidste skulle med som reparatør når noget galt undervejs.
Afskeden med byen var nær og alle vinkede og ønskede dem medgang på turen.

Imidlertid skulle der ikke gå mange dage før det viste sig at de alle havde deres mening om rejsen, såvel i tempo, som hvilken vej der var nemmeste. En ville over bjergkamme for at spare tid, men det æslerne ikke klare på grund af den megen proviant, en anden mente at det var unødvendig med alt det salte kød for man kunne jo bare spise undervejs. En tredje viste de andre at hvis de gik over bjergkammen, kom de helt ud af kurs ifølge kompasset. De andre måtte bøje af… kompasset var jo deres eneste vejviser om dagen.

En aften da de ankom sent til en slette kunne de ikke finde herberg og måtte slå lejr i det fri. Mens de sad om bålet og fortalte hinanden om deres oplevelser, blev deres rejse og dens indhold tydeligere for dem. Lige med undtagelse af reparatøren for der havde jo slet ikke været noget at reparere indtil nu. Men udad mørket kom to mænd, de talte et helt andet sprog og gjorde lidt grin med rejseholdets gevandter. Da de ikke kunne forstå hinandens sprog blev de nødt til tegne og bruge kort for vise deres ærinde. De to fremmede synes at det var en mærkelig måde at rejse på, hvorfor havde alle ikke heste, og hvorfor red de ikke om natten hvor det ikke var så varmt, så ville de komme meget hurtigere frem. Imidlertid forklarede de rejsende, så godt de kunne, at hvis de rejste om natten kunne de ikke skrive ned hvad så og oplevede om dagen.

Da der var gået nogle uger havde de fem fundet udad hinanden særheder. Astronauten kunne se at det ikke var helt nemt for de opdagelsesrejsende En var tavs om morgenen og en anden ville helst tænke længe over sine oplevelser før han sagde noget, en tredje var mere munter og talende og kunne bløde stemningen op når den fjerde synes at man brugte kompasset og kortet for lidt, og gik for meget på egn hånd ud i det blå. Men der var ingen vej tilbage de måtte tilpasse sig og give plads så for at hver af dem kunne holde rejsen igennem.

Da de nærmede sig østen kom de til en by hvor den store dragefest lige var begyndt. Det var optakten leg og morskab og reparatøren gik på med krum hals for hjælpe med at sætte lys op tagene, og grave render hvis det skulle regne og på alle måder være nyttig. De andre fandt logi og mad og tog til torvet for at underrette reparatøren om hvor han skulle sove. ”Jeg var lige ude et øjeblik, men jeg skal nok komme senere” kunne astronauten høre han svare. Det vidste de jo godt at han ville. De morede sig herligt på hver deres vis. Næste dag tog rejseholdet videre og takkede for godt logi og mad. Men astronauten så at der manglede en. Han kommer såmænd nok sagde den mest sindige , mens en anden fik et stramt drag om munden. Da der var gået adskillige dage var den efterladte endnu ikke kommet. Hvad nu,- Hvordan fik man givet besked til byen om hvor man var? Jo, den ene havde en taget en tam due med fra byen og nu bandt man en besked om foden og lod flyve tilbage til sin hjemby. To dage senere var de næsten alle samlet for beskeden var kommet frem.

I mellemtiden trængte en af de andre til at være sig selv og gik derfor langt efter de andre. Hun kendte godt ruten og kunne næsten skimte dem hele tiden. Men da de alle igen var samlet om maden noget tid senere kunne hun ikke forstå at de uden hende havde lagt en ny rute. Det havde de jo slet ikke aftalt.., ”jamen du var jo heller med da vi afgjorde det” svarede de andre.. Astronauten kunne mærke, at det var tid til eftertanke. Udmærket, så gør vi det sådan at vi fletter to forskellige tankerækker , en som er kendt og beskrevet med en vi selv opfinder, så kan vi bedre rumme rejsen.

Den nat drømte den ene at man kunne rejse frit i tid og rum og det var som om at det virkelig var sket, så livagtigt havde det været. Om morgenen fortalte hun sin drøm til de tre der ved at brygge te,: Tænk hvis alle kunne tale sammen , den efterladte familie i Venedig, de festende fra dragefesten, de to mænd ser kom udad mørket og dem som de var på hen i mod. Astronauten ville også gerne snakke med dem - men det vidste de ikke.
Da den sidste, der havde studereret et vandfald og fået ideer til ny kraft, kom til bage blev de enige om at de ville prøve. De ville bruge ” spirit voices”. Ånderne ville kunne bringe informationer, og viden til dem som de ikke selv kunne være sammen med og således blev det.

Imidlertid viste det sig at ikke alle ånder var lige gode til at huske hvor de skulle aflevere beskederne, og astronauten så flere flyve forbi hende ud i det ydre rum…Men ideen var da god.

Da rejseholdet nåede deres mål havde de krydset farlige kløfter og hængt i spinkle tove over brusende vandfald, de havde gået i cirkler og over mange veje, de havde længtes hjem til Venedig . De så at de var forandrede, men de var som rejsehold kommet frem ved egen og åndernes hjælp.

Astronauten gjorde tegn til mandskabet at hun gerne ville ind i rumskibet igen , det var den næstes tur til at gå i rummet.

Madeleine

Metarefleksion

Jeg var kameramand på gruppens rejse. Hvad var det der skete på denne rejse. Første gang gruppen var sammen var i forbindelse med løsning af opgaver på MMD Garuds undervisning. Faktisk samledes gruppen på nær Marianne første gang i Seattle på en pizza bar. Her blev tanker og forventninger vendt samt erfaringer fra første semestergruppe. Allerede i Seattle var der stor åbenhed at spore, på den måde at forstå, et det at eksperimentere og udforske, at undres, at undersøge lå ikke gruppen fjernt. I København mødtes gruppen på en pizza bar, der var Martin fraværende til gengæld deltog Marianne og gruppen delte nye historier. Så tog gruppen i sommerhus i Hornbæk, da var Kaare fraværende og flere historier blev delt.

Som kameramand undrer det mig, at det tilsyneladende har været let for gruppen både at komme videre og være produktive og samtidig mangle en eller flere af gruppens medlemmer. Jvf. Giddens kan man jo give op og føle sig out of entactment, eller man kan forsøge at finde tråden og bidrage med entactment. Faktisk er det nok det jeg ser gruppen være god til, med et stor net at indfange de forskellige entactments og få mening ud af dem. Ligeledes har gruppen haft en stor dam med plads til mange forskellige fiskearter og stor parathed til at forsøge sig med diverse mutationsvarianter.

Entactment og tillid til hvad der ville emerge har nok været det der har været særligt spændende at observere hos de 5 på deres rejse.

Lisbeth, alt for i dag fortsættelse håber jeg vi finder tid til as ususal på mærkværdig vis.

Weick håb og frygt m.m.

Lidt reflektioner gennem en masse input gennem læsning, undervisning på MMD og den virkelighed jeg ofte møder i virksomhederne, tallene på bundlinien, og så at prøve web-log. Jeg er i gang med balanced scorecard, videnregnskaber m.m., hvad er det der skal styres, hvorfor og hvordan. Hvordan optræder innovation og styrbare modeller sammen. Jeg kender fra min egen dagligdag både privat og erhvervsmæssigt, at hvis skuden er ved at synke, så får jeg brug for at styre, når kursen er nået, så kan vi lege og eksperimentere.

Jeg tænker også på Weicks kloge ord, distinktionen mellem håb og frygt, som jo i bund og grund også handler om at styre. Nemlig enten at styre mod håbet eller uden om frygten/ angsten. Håbet om en særlig retning, ja BS kan da nok være udmærket til det. Vi har jo hver især en masse styresystemer i forhold til håb og frygt, hvad sker der hvis vi dykker ned i disse styresystemer og ser, hvad det egentlig er de styrer, en imellem brækker de jo ned på en mere eller mindre behagelig måde. Mange når ikke ned i styresystemet af angst for hvad de finder.

Min semesterruppe er besjælet af en særlig ånd og grad af tillid, det er ganske vidunderligt for mig at opleve, en åbenhed, nysgerrighed og tillid til, at vi kommer et eller andet sted hen, og det bliver vel nok interessant, både turen og målet. Og det er vel netop med den bagage at vi i henhold til Stacey kan opleve og give plads til complexe responsive systemer, tillid, åbenhed og nysgerrighed, udvikling og innovation. Hvor håb og frygt fastholder os i at tænke i bundlinier.

Så vi må ud og besjæle, så vi tør mere end bundlinier. Og lige et kæmpe tak til mine rejsekammerater, det er fantastisk at rejse med jer.

Lisbeth

Om praktisk kommunikation

Det er ofte små ting, der gør en forskel. Tag nu blot telefonsamtaler. Jeg taler meget i telefon på mit arbejde. Tit og længe, bl.a. med mine kolleger i Vilnius. På et tidspunkt fik jeg en øresnegl til min mobiltelefon, og det gik op for mig, at det faktisk er rart at have begge hænder fri til at gestikulere med, når jeg taler i telefon. Nu har jeg i et års tid haft headset til min arbejdstelefon, på det seneste endda trådløs. Nu er jeg begyndt at gå rundt om mødebordet under mine samtaler, som en anden Chr. 2 på Sønderborg slot. Så kan jeg standse op og notere lidt på tavlen undervejs, eller stå og se ud af vinduet mens jeg lytter til den anden eller de andre, hvis det er et telefonmøde, jeg er i gang med. På mærkelig vis betyder denne frihed, at det er nemmere at leve sig ind i samtalen; nemmere at erstatte den direkte visuelle dialog med telefon-samtalen. Måske betyder ens eget kropssprog mere for samtalen end det at kunne se kollegaens kropssprog. Måske gør brugen af ens eget kropssprog det nemmere at danne et billede af samtalepartnerens kropssprog gennem partnerens stemmeføring. Nå OK, det kræver nok også, at man har dannet sig et visuel fornemmelse af sammenhængen mellem stemme og kropssprog hos den man taler med i telefonen.

Alt dette for at sige, at det ikke nødvendigvis er en uoverstigelig barriere at holde gode, kreative og levende møder via telefonen. Og at det måske kan være en investering værd at købe et headset. (Hvis man vel at mærke tager det af, når man ikke taler i telefon. Ellers mister man nemt forbindelsen til ens nære kolleger, der tror, at man altid taler i telefon).

Kaare

Jeg har nu fået anskaffet et web-kamera, det skal vi vel også lige aftale, hvornår vi afprøver dette. Jeg kunne da godt tænke mig se Kaare tegne og fortælle, mens han vandrer rundt på sit kontor, se hvad der sker med kommunikationen.

Lisbeth